Case

Medicinrådet — Strategiseminar for sekretariatet

Da et ungt sekretariat satte sin egen kurs

Procesmaterialer og øvelser fra en workshop — Medicinrådet
Formålet

Medicinrådet, der anbefaler, hvilke nye lægemidler der skal tages i brug som standardbehandling på landets sygehuse, var stadig en ung organisation. Sekretariatet havde på kort tid opnået meget, og nu ville man sætte en fælles retning for de næste tre år. Ambitionen var at udvikle en strategi for selve sekretariatet — ikke for Medicinrådet som helhed — som alle medarbejdere var med til at forme, så alle kendte og var forbundet til, hvad sekretariatet er sat i verden for, og hvilken værdi de sammen arbejdede på at skabe.

Min tilgang

Sammen med en planlægningsgruppe rammesatte jeg et forløb, der gjorde hele sekretariatet til afsendere af strategien. Vi begyndte ikke med indholdet, men med hvorfor: på et todages seminar med overnatning, som jeg faciliterede sammen med min konsulentkollega David Jul, arbejdede vi os igennem tre spørgsmål — hvorfor er vi sat i verden, hvad vil vi opnå, og hvordan gør vi det? Undervejs var mit fokus at holde styr på processen og sætte tydelige rammer, så medarbejderne kunne holde fokus på indholdet.

For at alle kunne tale samme sprog om strategien, tog vi afsæt i en fælles ordbog, jeg havde udviklet — så begreber som mission, vision, pejlemærke, indsatsområde, mål og opgave betød det samme for alle. Fra den fælles forståelse byggede vi strategien op: sekretariatets mission og Medicinrådets vision, dernæst en række strategiske pejlemærker for de kommende tre år, og til sidst de konkrete opgaver, der skulle bringe os derhen. Efter seminaret samlede jeg sammen med planlægningsgruppen op på materialet i en konkretiseringsproces, hvor essensen blev skærpet og opgaverne prioriteret, så det hele kunne samles til én strategi.

Resultatet

Sekretariatet stod tilbage med en samlet strategi frem mod maj 2021 — bygget op om otte strategiske pejlemærker, hver foldet ud i indsatsområder, mål og delmål og suppleret med en prioriteret liste af konkrete opgaver for det kommende halvandet år. Strategien var udviklet af hele sekretariatet i fællesskab og skærpet i den efterfølgende opsamlingsproces til et dokument, der kunne stå på egne ben — også læst udefra. Lige så vigtigt havde alle medarbejdere bidraget med deres perspektiver og fået en fælles forståelse af, hvad sekretariatet er sat i verden for.

← Alle kunder og cases

Genkender du din egen situation?

Lad os tale om det