I Psykiatrien i Region Midt underviser en gruppe medarbejdere deres kolleger i selvmordsforebyggende samtaler. Det er et fagligt krævende felt, og i undervisningen møder de vidt forskellige fagligheder, erfaringer og reaktioner. Nogle gange opstår der modstand eller uro, der gør det svært at holde rummet og skabe engagement. De ønskede en dag, der gav underviserne et fælles sprog og nogle enkle rammer til at forstå og håndtere den modstand — og plads til at dele erfaringer og øve sig i trygge rammer.
Jeg tilrettelagde en undervisningsdag med korte oplæg, øvelser og fælles refleksion. Vi arbejdede med modstand fra to sider. Den ene er den udadvendte: at genkende de forskellige slags modstand og de „besværlige“ deltagerreaktioner, man kan møde — den kritiske, den tavse, den dominerende, den uengagerede — og have konkrete greb til at møde dem uden at forstærke dem. Den anden er den indadvendte: det, der sker i én selv, når undervisningen bliver svær. Vi så på, hvordan indre stemmer, følelser og kropslige reaktioner påvirker en som underviser, og hvordan man kan støtte sig selv midt i presset.
For at det ikke blev ved teorien, arbejdede deltagerne med deres egen undervisning. Hvor opstår det svære for dem? Hvordan reagerer de selv? Og hvad kan de gøre anderledes? Vi øvede håndteringsgreb i trygge rammer, og til sidst kiggede de på deres eget undervisningsdesign — hvilke små justeringer der kunne hjælpe dem næste gang, modstanden melder sig.
Underviserne fik et fælles sprog om modstand og større ro ved de situationer, der før føltes svære. De forstod bedre de forskellige typer modstand, og de blev mere opmærksomme på, hvad der sker i dem selv, når det spidser til. De gik fra dagen med konkrete greb til at møde svære deltagere og med idéer til at justere deres egen undervisning, så de står stærkere, næste gang modstanden opstår.