Lolland Kommune havde vedtaget en ny strategi for tidlig indsats på børne- og ungeområdet — med tre pejlemærker, der kun kan lykkes, hvis dagtilbud, skoler og øvrige faggrupper løfter dem sammen. Strategien skulle derfor ikke bare præsenteres for lederne; de skulle have den ind under huden, sætte egne ord på den og begynde oversættelsen til deres egen hverdag. Kick-off-mødet var startskuddet på et halvt års udmøntningsproces — og midt i coronanedlukningen skulle det hele foregå online, med omkring 50 ledere bag hver sin skærm.
Sammen med kommunens arbejdsgruppe designede jeg et onlinemøde, der bevidst ikke var et informationsmøde: Efter sektorchefernes fremlæggelse arbejdede lederne sig gennem strategien i to runder — først i grupper på tværs af sektorer, hvor de udfoldede pejlemærkerne og den værdi, de skulle skabe for kommunens børn og familier, og derefter i faggrupper, hvor de gjorde indikatorerne konkrete for netop deres område. Selv spørgerunden var vendt om: Grupperne formulerede selv de spørgsmål, sektorcheferne skulle svare på. Og fordi formatet var nyt for de fleste, lavede jeg en drejebog, der dækkede både proces og teknik ned til mindste klik, så kommunens egne folk trygt kunne stå for afviklingen bag kulissen — og lederne kunne koncentrere sig om indholdet.
Et fælles afsæt for hele ledergruppen: 50 ledere, der havde mødt strategien, sat deres egne ord på pejlemærkerne og påbegyndt oversættelsen til egen faglighed — klar til at tage drøftelserne videre i de lokale leder- og personalegrupper i det halve års proces, som kick-off’et skød i gang.
