Seksualundervisning er obligatorisk fra 1. til 9. klasse — men emnet har svære betingelser. Lærere oplever berøringsangst og mangler redskaber, og for eleverne kan det være grænseoverskridende at tale om noget så personligt med klassekammerater og lærere. Kvindemuseet — i dag KØN — så en mulighed: Museets rum og genstande kan skabe netop den distance, der gør den svære samtale mulig — historien som dåseåbner. Sammen med lærere fra tre skoler, AIDS-fondets Normstormere og andre fagfolk ville museet udvikle en helt ny form for seksualundervisning. Min opgave var at designe og facilitere det årslange udviklingsforløb.
Jeg faciliterede arbejdsgruppens workshops henover året — fra det fælles fundament, hvor museumsfolk, lærere og organisationer satte ord på formål, værdier og temaer, over udvikling af konkrete prototyper på undervisningsforløb, til afprøvning og evaluering. Det afgørende greb var vekselvirkningen mellem udvikling og virkelighed: Prototyperne blev løbende afprøvet med skoleklasser på museet, og arbejdsgruppens evalueringer af elevernes reaktioner formede den næste version. Eleverne var medskabere, ikke testpersoner — det var deres oplevelse af genstandene og temaerne, der afgjorde, hvad forløbene kom til at indeholde. Og fordi gruppen rummede vidt forskellige fagligheder, lagde jeg vægt på, at alle perspektiver kom i spil: lærernes hverdag, museets faglighed og de unges virkelighed.
Gennemprøvede undervisningsforløb om krop, følelser og identitet — udviklet og afprøvet med eleverne selv. I arbejdsgruppens egen evaluering stod især to ting frem: at eleverne turde stille spørgsmål ved de faste forestillinger, de havde med i bagagen — og at der var bygget nye samarbejdsrelationer mellem museet og skolerne, der rakte ud over projektet.